Jord og planter
Nye produktionssystemer
Husdyr
Klima og bæredygtighed
Regler, værdier og politik
Marked og forbrug
I økologisk planteproduktion må man ikke bruge syntetiske pesticider til at bekæmpe sygdomme og skadedyr med. Derfor er forebyggelse af angreb fra skadevoldere alt afgørende. Her er det helt centralt at styrke afgrøden. Det kan bl.a. gøres ved at sikre et sundt sædskifte, anvende resistente sorter og passe godt på skadevoldernes naturlige fjender.
Skadevoldere forårsager skader på afgrøder, der reducerer udbyttet og/eller kvaliteten af afgrøden. Som landmand er det derfor vigtigt, at man forebygger og bekæmper angreb fra skadevoldere, så man opnår stabile udbytter og undgår tab.
Skadevoldere kan være:
Hvor konventionelle landmænd kan forebygge og bekæmpe skadegørere med syntetiske pesticider, må økologiske landmænd have fat i den økologiske ”værktøjskasse”, der med afsæt i de økologiske principper forebygger angreb ved at have en sund jord, et godt sædskifte, og stærke afgrøder.
På landbrugsinfo.dk finder du her dyrkningsvejledninger for økologiske afgrøder. Her kan du læse om de forskellige sygdomme og skadedyr, som kan give problemer i de forskellige afgrøder.
Både skadedyr og sygdommes spredningsevne og alvorlighed af skade afhænger af skadevoldernes livscyklus. Nogle insektarter spreder sig i voksen-stadiet af deres livscyklus, mens det er i deres ungdomsstadie, de skader afgrøden.
Sygdomme spredes ved hjælp af smitstof, som kan være mycelium eller sporer eller hvilestrukturer. Svampesygdomme kan for eksempel spredes via vindbårne sporer, men spredes dårligt, hvis det er tørt og varmt i vejret.
Forebyggelse af sygdoms- og skadedyrsangreb er alt afgørende i den økologiske planteproduktion, da det som udgangspunkt ikke er muligt at bekæmpe sygdoms- eller skadedyrsangreb.
Læs her om de vigtigste forhold, man som økolog skal have for øje for at undgå angreb af sygdomme og skadedyr i afgrøden. Her kommer hovedreglerne, men husk der vil altid være eksempler på undtagelser.
Et sundt sædskifte og en sund jord giver stærke planter, som er mere modstandsdygtige overfor angreb fra skadedyr og sygdomme. Et godt sædskifte afhænger af mange faktorer. I forhold til forebyggelse af sygdomme og skadedyr handler et godt sædskifte bl.a. om at skabe afstand mellem skadegørere og en potentiel værtsplante i både tid og rum.
En værtsplante er en vilkårlig plante, som et bestemt skadedyr eller en bestemt sygdom angriber. Helt konkret betyder det, at man skal vide, hvilke skadegørere der potentielt kan angribe de afgrøder, man planlægger at have i sit sædskifte. Desuden skal man vide, hvor længe, det anbefales, at der bør være mellem den samme afgrøde på samme mark. Man kan ikke helgardere sig mod, at afgrøden ikke bliver angrebet, men man kan reducere angrebsgraden.
For at forebygge forekomsten af skadedyr i en mark, bør sædskiftet planlægges sådan, at forfrugten til den ønskede afgrøde ikke opformerer sygdomme eller eventuelle skadedyr eller kan være værtsplante for et bestemt skadedyr. Det betyder helt konkret, at man skal kende til skadedyret eller sygdommens livscyklus.
Man skal eksempelvis vide:
Spredning med hvilestrukturer:
Nogle svampesygdomme danner særlige hvilestrukturer, hvori smitstof kan overleve mange år. Hvis man har en svampesygdom med hvilestrukturer på en mark, kan man måske ikke udrydde den helt. Men ved hjælp af afgrøder, som ikke er værtsplanter for svampen, kan man holde sygdomsgraden på et acceptabelt niveau.
Spredning med vinden:
Andre sygdomme og skadedyr spredes med vinden, og er derfor vanskelige at forebygge med sædskifte. Et eksempel herpå er svampesygdommen meldug og gulrust, som kan spredes over store afstande med vindbårne sporer.
Meldug er en af de almindelige svampesygdomme. Med svampens sporer kan sygdommen spredes over store afstande.
Afstand i tid og rum:
Et fornuftigt sædskifte kan også forebygge sygdomme i afgrøder ved, at man undgår potentielle værtsplanter for sygdommen eller ved at man har tilstrækkelig lang tid imellem afgrøder, der kan være værtsplanter.
Planter tilhørende forskellige plantefamilier:
Planter, der ligner hinanden, kan ofte være værtsplanter for de samme sygdomme. Ligesom planter hvor skadegørere kan overvintre, kan være med til at sprede sygdomme. Det betyder, at det er en god idé at skifte mellem forskellige plantefamilier, når man planlægger sit sædskifte. For eksempel kan man skifte mellem kornafgrøder, raps og bælgplanter.
Helt overordnet giver et sundt sædskifte planterne gode vækstbetingelser, hvor der er tilstrækkeligt med næringsstoffer, og jordens mikrobielle aktivitet er høj. Det gør planterne robuste og mere modstandsdygtige overfor sygdomme og skadedyr end planter, der for eksempel også skal bruge mange kræfter på at sikre sig nok kvælstof.
For at forbygge angreb af skadedyr handler det gode sædskifte også om at tilpasse såtidspunkt og jordbearbejdning, så man gør betingelserne så dårlige som muligt for skadedyrene. Ofte kan en god etablering af afgrøden og en god næringsstofforsyning medvirke til, at et angreb ikke har en nævneværdig påvirkning af udbyttet .
Andre gange bør man specifikt tilpasse jordbearbejdningen, så man forebygger skadedyrsangreb. For eksempel kan agersnegle bekæmpes ved at harve jorden gentagne gange inden pløjning og holde jorden bar, så der ikke er noget plantemateriale, som sneglene kan leve af.
Få gode råd til at forebygge sygdomme og skadedyr i 'De Økologiske Dyrkningsvejledninger' for forskellige afgrøder her.
Agersnegl kan bekæmpes ved jordbearbejdning og ved at holde jorden bar, så snegle ikke har noget at leve af.
Nogle skadegørere kan ikke holdes nede alene ved hjælp af et godt sædskifte og den rigtige jordbearbejdning. Her kommer brug af resistente sorter i spil.
En resistent sort er forædlet, så skadegøreren ikke længere kan bruge afgrøden som værtsplante. Den er således modstandsdygtig overfor angreb.
Biologisk fungerer resistens kun en periode, da skadegørerens biologi vil tilpasse sig, så den igen kan angribe og overleve på den resistente sort. Denne udvikling gør, at man hele tiden skal forædle nye sorter. Nogle afgrøder kan også dyrkes som sortblandinger, hvor man har flere forskellige sorter af samme afgrøde på marken på samme tid. Det øger diversiteten på marken, så afgrøden er mindre modtagelig overfor skadegørere.
Som økologisk landmand bør man vælge sorter, der er modstandsdygtige overfor de skadegørere, der findes på bedriften og som samtidig egner sig godt til økologisk produktion.
Vårhavre er en af de afgrøder, der dyrkes mest af på de økologiske arealer. Hvis der er meget korn i sædskiftet, kan man opleve større angreb af havrecystnematoder, hvis ikke der vælges havresorter med resistens. Nematoder er et jordlevende skadedyr, som angriber afgrødens rødder. Havrecystnematoden lægger knolde af æg indeni roden, som kan ses som små hvide cyster fra juni og frem. Angreb resulterer også i stærkt forgrenede rødder. Man undgår bedst angreb fra havrecystnematoder ved at bruge vårbyg- og havresorter, der er resistente overfor nematoden.
Skadedyr kan også forebygges og bekæmpes med naturlige fjender. Naturlige fjender til skadegørere betegnes ofte nyttedyr eller nytteorganismer. Alle organismer, der bidrager til bekæmpelse af skadedyr og sygdomme, er en del af den funktionelle biodiversitet. De hjælper landmanden med at forebygge og bekæmpe skadegørere.
Nyttedyr er ofte insekter, som lever af andre insekter. Det kan for eksempel være mariehøns, løbebiller eller svirrefluer, men også jagtedderkopper. Jo flere forskellige naturlige fjender, man har i marken, jo mere kan de hjælpe med at bekæmpe skadedyr.
Der er flere forskellige ting, man som landmand kan gøre for at sikre naturlige fjender på sin bedrift. Særligt vigtigt er det at sikre levesteder til nyttedyrene.
Løbebiller og jagtedderkopper er jordlevende dyr og er derfor afhængige af levesteder i/på jorden, både inde i marken og udenfor marken.
Jordbearbejdning kan, som nævnt ovenfor, være en god metode til at bekæmpe skadedyr, men det kan også påvirke populationen af nyttedyr negativt. Når man foretager jordbearbejdning, forstyrrer man nemlig naturlige fjender som rovbiller og løbebiller. Man kan understøtte populationen af de jordlevende nyttedyr ved at lave insektvolde, som ikke pløjes om sammen med resten af marken.
Mariehøns er gode nyttedyr, og spiser for eksempel bladlus.
Andre nyttedyr flyver ind i marken og skal derfor have gode levevilkår tæt på. Naturlige fjender til bladlus som svirrefluer, guldøjer og snyltehvepse, trives i blomstrende markskel og levende hegn. Man bør derfor ikke slå kanten af marken om sommeren, da der her er mange levesteder og blomster, som kan bruges til føde for nyttedyrene.
Når man skal understøtte den funktionelle biodiversitet, er det vigtigt, at man sørger for, at der er levesteder i eller tæt på marken, da de naturlige fjender ellers ikke vil kunne finde skadedyrene. Man bør også sørge for, at de naturlige fjender har alternative fødekilder, som nektar og andre byttedyr. Det kan for eksempel være insektæg eller larver og bladlus, der lever på andre planter end selve afgrøden, og derfor også findes, når afgrøden er høstet.
Man kan i diverse dyrkningsvejledninger for økologisk dyrkede afgrøder se, hvilke sygdomme og skadedyr afgrøden er særligt sårbare overfor. Dyrkningsvejledninger for økologisk dyrkning af de fleste afgrøder findes på Landbrugsinfo.dk.
Selvom man laver forbyggende tiltag, kan man stadig opleve, at der i nogle sæsoner er et større sygdomstryk eller angreb fra skadedyr end i andre sæsoner. Det kan for eksempel skyldes meget vådt vejr i en periode. Man kan derfor blive nødt til at gøre mere for at redde afgrøden og sikre sig mod et for stort udbyttetab.
Hvornår skal man bekæmpe skadevoldere?
Det kan ikke nødvendigvis altid betale sig at bekæmpe skadevoldere i en afgrøde. Hvis skaden er mindre end det koster at behandle afgrøden med et biologisk bekæmpelsesmiddel, er det mere rentabelt at lade være. Det er dog ikke så lige til at vide, hvornår det er tilfældet eller ej.
Skadetærskler:
Indenfor plantebeskyttelse arbejder man med begrebet skadetærskel. Den økonomiske skadetærskel er den populationstæthed (for skadedyr) eller procentdel angrebne planter (for sygdomme), som giver et tab i udbytte, der svarer til omkostningen til at bekæmpe skadevolderen. Denne tærskel afhænger af prisen på afgrøden og af prisen på eventuelle bekæmpelsesmidler eller -metoder.
Når populationstætheden eller andelen af angrebne planter overstiger denne tærskel, giver det som regel mening for landmanden at behandle sin afgrøde. Derfor er man som landmænd nødt til at holde øje med sin afgrøde og overvåge den for skadegørere.
Kig i marken:
Der findes gode varslingssystemer mod for eksempel svampesygdomme og bladlus, så man ved, hvornår der er gunstige betingelser for angreb, og man derfor bør gå ud i marken og se, om der skulle være angreb. Man kan også se den eksisterende overvågning af skadevoldere i Danmark på Registreringsnettet.
Varslingssystemer bliver brugt i den økologiske produktion, men ikke helt så meget som i konventionel produktion, da der ofte ikke er et middel, der kan sættes ind med. Men økologer bruger i høj grad varslingssystemer til at vurdere risikoen ved afgrøder, når der skal vælges afgrøder fremadrettet.
Regler for undtagelsesvis brug af plantebeskyttelsesmidler i økologisk jordbrug:
I økologien må man ikke bruge syntetiske pesticider r forebyggende eller rutinemæssigt. Men der er nogle muligheder – dog kun hvis der er fare for, at afgrøden bliver ødelagt eller udbyttet vil falde betydeligt.
Man inddeler godkendte bekæmpelsesmidler til økologisk produktion i 4 grupper;
Kriterier for brug af plantebeskyttelsesprodukter:
Når du vælger plantebeskyttelsesprodukt, bør du overveje om den nødvendige effekt kan opnås ved brug af basisstoffer eller lav-risiko aktivstoffer, før du vælger de mere miljøfarlige produkter.
I kapitlet ”Beskyttelse mod ukrudt, plantesygdomme og skadedyr” i Økologivejledningen kan du læse mere om de nærmere regler for undtagelsesvis brug af plantebeskyttelsesmidler. Det er vigtigt at alle regler overholdes.
Bilag 1 i Økologivejledningen er en positivliste med produkter af mere eller mindre naturlig oprindelse, der under særlige forhold og vilkår kan anvendes på økologiske marker og afgrøder.
Man skal dokumentere brugen af et middel, og følge produktvejledningen. Hvis anbefalingerne ikke overholdes, risikerer man, at arealet ned-klassificeres til ikke-økologi eller, at man mister sin certificering.
Man skal dokumentere brugen af et middel, og følge produktvejledningen. Hvis anbefalingerne ikke overholdes, risikerer man, at arealet ned-klassificeres til ikke-økologi eller, at man mister sin certificering.
Læs mere i ”Vejledning om økologisk jordbrug” om reglerne og kravene til anvendelse af plantebeskyttelsesmidler i økologisk jordbrug. I bilag 1 kan du se, hvilke stoffer der er godkendt til brug i økologisk produktion.
