Lovgivning om dyrevelfærd
I 2021 fik Danmark en ny dyrevelfærdslov. Loven har til formål at fremme god dyrevelfærd, herunder beskytte dyr, og fremme respekt for dyr som levende og sansende væsner. Loven har endvidere til formål at varetage dyreetiske hensyn. Du kan finde lovgivningen på Retsinformation.
Den første reelle dyreværnslov i Danmark blev stadfæstet af Kong Christian den X i 1916, men allerede i 1857 blev dyrplageri forbudt i Danmark.
Ser her en oversigt over Danmarks dyrevelfærdshistorie på hjemmesiden for Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.
Det Dyreetiske Råd
Det Dyreetiske Råd er nedsat for at følge udviklingen og rådgive fødevareministeren, når der skal laves regler om dyrevelfærd og dyreetik. Rådet består af en formand og mindst 10 medlemmer der udpeges efter udtalelse fra forskellige organisationer, herunder også landbrugets organisationer. Det Dyreetiske Råd går ikke ind i enkeltsager og laver ikke sagsbehandling. Dette er overlagt til Det Veterinære Sundhedsråd.
Du kan læse mere om Det Dyreetiske Råd og finde deres udtalelser på deres hjemmeside: https://detdyreetiskeraad.dk/.
Det veterinære sundhedsråd
Det Veterinære Sundhedsråd udtaler sig om veterinære og dyrevelfærdsrelaterede spørgsmål. Det sker enten på baggrund af konkrete forespørgsler fra myndighederne eller som parter i en straffesag. Rådet består af seks medlemmer, der alle er uddannet dyrlæger. Du kan læse mere om rådet, se deres generelle udtalelser og deres udtalelser til politianmeldte dyreværnssager på deres hjemmeside https://detvetsund.dk/.
EU og dyrevelfærd
EU har en række fælles minimumskrav og hensigter for landbrugsdyr. Disse er beskrevet i en række direktiver. Et direktiv indeholder retningslinjer som skal overholdes/implementeres i de enkelte medlemslande.
EU dyrevelfærdslovgivning bliver opdateret inden udgangen af 2023, som en del den overordnede EU Jord til Bordstrategi. I den ny lovgivning forventes der at komme skærpede krav til hold af dyr i bur.
1,4 millioner EU-borgere har underskrevet en anmodning til EU-Kommissionen om et forbud mod bur-produktion under initiativet ”End the Cage Age”. EU-Kommissionen har på baggrund af initiativet besluttet at udforme lovgivning, der skal udfase bur-produktion og længerevarende fiksering af dyr.
EU-Kommissionen rådgives i dyrevelfærdsforhold af en stor gruppe eksperter fra forskellige lande samlet i Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet EFSA. EFSA leverer uafhængige videnskabelige udtalelser til Kommissionen. Deres rapporter om dyresundhed og dyrevelfærd offentliggøres på deres hjemmeside.