Jord og planter
Nye produktionssystemer
Husdyr
Klima og bæredygtighed
Regler, værdier og politik
Marked og forbrug
I den økologiske fjerkræproduktion lever både høns og kyllinger i hønsehuse med dagslys og strøelse, hvor de kan støvbade. Dyrene har året rundt adgang til udearealer med vegetation, hvor de kan søge efter føde i jorden, hvilket er en vigtig del af deres naturlige adfærd.
I dette afsnit gennemgås alle de forhold, der er fælles for al økologisk fjerkræproduktion, og hvordan de i håndteres i praksis.
(Fælles kendetegn for såvel æglæggere og slagtekyllinger)
Derudover gælder en række specifikke krav til henholdsvis økologisk ægproduktion, opdræt af levekyllinger (de kyllinger, som bliver til æglæggende høner) og slagtekyllingeproduktion.
I afsnittet om Økologisk ægproduktion og Slagtekyllingeproduktion kan du læse mere om de specifikke forhold, der gælder for henholdsvis æglæggere, opdrætskyllinger og slagtekyllinger.
I den økologiske ægproduktion lever hønerne i stalde med dagslys og strøelse, hvor de kan støvbade. Dyrene har året rundt adgang til udearealer hvor de kan søge efter føde i jorden, hvilket er en vigtig del af deres naturlige adfærd. Dyrevelfærd er en væsen...
Læs mere
I den økologiske produktion af slagtekyllinger er dyrevelfærd vægtet højt. Dyrenes adgang til bevægelse på udearealer, en længere levetid og en langsommere tilvækst bidrager også til kødets smag og struktur. Økologisk kyllingeproduktion udgør kun en mindre...
Læs mereDen domesticerede høne (Gallus gallus domesticus) som vi kender i dag, både fra hobbyhold og produktionen, stammer fra den røde junglehøne (Gallus gallus). Junglehønen lever stadig i Asien i flokke af 10-20 høns, som hver får omtrent 10-15 æg per år.
Meget af den adfærd, som vi ser hos tamhønen, kommer fra deres forfader. Dette inkluderer lysten til at sove højt på pinde, flugtadfærd, behov for at støvbade og fødesøgningsadfærd i form af at hakke i jord/strøelse. I de små flokke har den vilde junglehøne mulighed for at etablere en hakkeorden, hvilket tamhønen ikke kan i de moderne produktionssystemer med store flokstørrelser.
De høns, vi alle kender og som lægger de dejlige økologiske æg, du køber nede i supermarkedet, stammer oprindeligt fra de sydøstasiatiske jungler.
Avl mod henholdsvis æglægning og kødprocent har nu resulteret i, at vi har to meget forskellige typer af tamhønen; æglæggeren og slagtekyllingen.
Æglæggeren er avlet mod ikke bare at have en høj ægproduktion, men også at have en robust krop gennem hele æglægningsperioden. Derfor er hønen slank i kroppen med en mindre muskelprocent sammenlignet med slagtekyllingen.
Æglæggerhønen er avlet til at have en høj ægproduktion og en robust krop.
Slagtekyllingen er derimod avlet til at sætte kød hurtigt, og opbygning af stærke knogler er ikke prioriteret til samme grad som ved æglæggeren. Derfor er det en stor udfordring i slagtekyllingeproduktionen at få kyllinger med stærke nok knogler til at bære deres vægt. Dette er et endnu større problem ved de konventionelle, hurtigt voksende racer.
Slagtekyllingen er avlet mod hurtigt at sætte kød.
En høne – og fugle generelt – adskiller sig på flere måder fra pattedyr. Blandt andet er deres fordøjelsessystem markant anderledes:
Kroen: Fra næbbet løber foderet ned i kroen, et opbevaringsorgan i spiserøret, som fungerer som mellemstation for foder. Foderet bevæger sig enten direkte ned i proventriculus (kirtelmaven) eller opbevares midlertidigt i kroen, hvis fordøjelsessystemet er fyldt.
Proventriculus: I proventriculus (kirtelmaven) blandes foderet med enzymer, som nedbryder foderet til mindre dele. Foderet bevæger sig herefter videre til kråsen.
Kråsen: Kråsen (muskelmaven) består af 2 kraftige muskler, som med sammentrækninger maler foderet, ligesom tandsættet hos dyr med tænder. Hønsefugle vil typisk indtage småsten, som i kråsen kværner foderet sammen med enzymerne fra proventriculus.
Tarmsystemet: Foderets næringsstoffer optages herefter i tyndtarm, blindtarme og tyktarm. Når foderet er fordøjet i mave-tarm-systemet, kommer ekskrementerne ud af kloakken. Det er også herfra ægget kommer ud, da hønens æggeleder munder ud i kloakken.
Hvis man vil producere og markedsføre økologisk fjerkræ, skal man autoriseres af Landbrugsstyrelsen. Til . autorisationsansøgningen kan man søge hjælp i det lokale Landbocenter. Læs mere om autorisation til økologi her.
Hvis du køber konventionelle fjerkræ til din bedrift, skal de omlægges, før at du må sælge æg eller kød som økologisk. For hønniker (kommende æglæggende høner) og haner til rugeægsproduktion er det 6 uger. For slagtekyllinger og æglæggere er det 10 uger.
Mellem to hold skal der være en tomgangsperiode på minimum 2 uger, altså en periode uden dyr. Tomgangsperioden minimerer risikoen for at overføre sygdomme mellem den gamle og nye flok, samtidigt med at eventuelle skader fra produktionsperioden kan repareres.
Efter at stalden er tømt for dyr, skal al strøelse tages ud og rengøring kan begynde. Dette gøres enten ved tør- eller vådrengøring.
Tørrengøring sker ved at blæse inventar, loft og vægge rene for støv og snavs med højtryks luft. Herefter sprøjtes et pulver - kaldet hydratkalk - på gulv og vægge, og nogle gange også over inventaret. Fordelen er, at stalden ikke efterfølgende skal tørre ligesom det mindsker risikoen for at jerninventaret ruster. Nogle økologer spreder også hydratkalk på nærarealet i hønsegården.
Ved vådrengøring vaskes hele stalden, inkl. alt inventar med sæbe og vand. Efter rengøring og desinfektion med hydratkalk kan yderligere desinfektion ske med damp. Flambering er en mindre brugt desinfektionsmetode, men ikke uset. Det er effektivt mod sygdomme, men er risikabel, da man bruger åben ild inde i stalden.
Stalde til økologisk fjerkræ skal være tilpasset dyrenes biologiske og adfærdsmæssige behov.
En række fælles krav gør sig gældende – ligesom der er krav, der gælder specifikt for økologiske æglæggere og for økologiske slagtekyllinger
Her er beskrevet en række forhold, der er fælles for både æglæggere og slagtekyllinger.
Gulvet
Fælles for alle stalde i økologisk fjerkræsproduktion er, at de skal indrettes således, at minimum en tredjedel af stalden skal være anlagt med fast gulv. Gulvet skal være dækket med en tør og porøs strøelse. Det kan være halm, sand, jord eller lignende, som dyrene kan støvbade og skrabe i. Dette er et lovkrav for at imødekomme naturlig adfærd.
Hos økologisk fjerkræ skal minimum en tredjedel af stalden skal være anlagt med fast gulv
Vigtigt i forbindelse med strøelse
Det er vigtigt at holde strøelsen så tør som muligt. En våd strøelse kan hurtigt volde meget skade i stalden af flere grunde. Parasitter og bakterier trives i fugtig strøelse, så dyrenes sundhed kan blive kompromitteret. Samtidigt vil der i større grad dannes ammoniak fra gødningens kvælstof, hvilket er skidt for miljøet. Den beskidte strøelse kan afsætte snavs i fjerdragten, og fjerkræet kan ikke få det af sig, hvis de ikke kan støvbade tilstrækkeligt i den våde strøelse.
Det værste ved den våde strøelse er, at den i meget høj grad nedsætter dyrenes velfærd. Kombinationen af en ammoniakrig luft og manglende mulighed for støvbadning- og skrabeadfærd resulterer i meget frustrerede dyr. Her kan fjerpilning let opstå. Dyrene piller sig selv og hinanden i mangel på mulighed for at udføre naturlig fødesøgningsadfærd. Ikke nok med, at dyrene er trælse at se på, det koster også på pengepungen. En pillet høne har brug for mere energi for at holde sig varm, så hendes indtag kan stige med over 20 g foder om dagen. Hvis producenten har 12.000 – 30.000 æglæggere, er dette en kæmpe ekstraudgift.
Staldsystemerne til økologisk fjerkræ skal have naturligt dagslys. Det kan dog både være direkte eller indirekte. Det vil sige naturligt lys fra vinduer og åbninger, som hertil suppleres med kunstigt lys.
Både slagtekyllinger og æglæggende høns skal have en mørkeperiode på otte sammenhængende timer, hvor der ikke må gøres brug af kunstigt lys.
Der skal både om morgenen og aftenen være en skumringsperiode som overgang til, at lyset enten slukkes eller tændes. Skumringperioden giver en naturlig overgang til at dyrene enten skal gå til ro eller vågne, og hjælper med til at dyrene trækker op på siddepindene for natten. Skumringsperioden giver ro i flokken og mindsker forvirring og skader hos dyrene.
For at imødekomme behovet for at sidde hævet over jorden om natten, skal al produktionsfjerkræ, bortset fra ænder og gæs, have adgang til siddepinde. Leve- og slagtekyllinger kan dog tildeles hævede platforme i stedet for siddepinde.
Man kan vælge netop de siddepinde, som passer til besætningen, og der findes flere forskellige leverandører på markedet. Dog er systemerne for kumme- og etagesystemer blevet så strømlinede, at de fleste blot vælger de siddepinde, som hører til systemerne. Hvis man sætter andre siddepinde op skal man være opmærksom på, at arealet under siddepindene aldrig tæller med i hønernes skrabe/strøelsesareal.
Siddepinde af jern: Den mest udbredte siddepind er en rund jernstang. En fordel ved siddepinden af jern er, at den er nem i forhold til rengøring.
Siddepinde af plastik og træ: Der findes også siddepinde af plastik og træ. Plastik og træ får nemmere ridser hvori der kan sætte sig snavs og bakterier, og de kan være sværere at rengøre ordentligt mellem flokke.
Etagesystem med siddepinde af jern.
Anbefaling: ”Siddepindene skal ikke være runde og af jern. De skal hellere have en lidt mere oval form, altså en siddepind med rundede kanter og med en bredde på 38-40 mm. Stålsiddepinde kan være glatte og det medfører en øget risiko for skader, da balancen bliver dårligere. En fladere siddepind har vist sig at kunne nedbringe mængden af fodskader” - Niels Finn Johansen, Fjerkrærådgiver ved Innovationscenter for Økologisk Landbrug
Fjerkræ er instinktivt på udkig efter farer. Det kan derfor være overvældende at gå direkte fra stalden og ud under åben himmel i hønsegården. Derfor er det almindeligt at have en veranda i tilknytning til stalden.
Ved at lave et mellemstykke mellem stald og udeareal bliver overgangen tryg og glidende, og dyrene bliver bedre til at bruge udearealet. Mange landmænd vælger ofte at tildele grovfoderet i verandaen, blandt andet ved hjælp af en hængebane, der kører på tværs af alle flokkene og strøer grovfoderet ud. Dette lokker fjerkræene fra stalden ud til verandaen og giver beskæftigelse.
Det er i økologien et krav, at dyrene har adgang til et udeareal, så de kan motionere og udøve deres naturlige adfærd. Dog må producenterne holde unge kyllinger inde, indtil de har sat en tilstrækkelig fjerdragt, som kan klare vind og vejr.
Det kan være svært at få alle dyrene ud, så udearealet skal helst være så attraktivt som muligt. Der skal være vand, grønt bunddække og ly og læ. Bunddække skal sikre, at udearealet gøres attraktivt for dyrene. Her kan man med fordel vælge urter og ukrudt. Dette stimulerer dyrene og deres naturlige fødesøgningsadfærd.
I hønsegården har fjerkræ mulighed for at udleve deres naturlige adfærd med bl.a. at pirke i jorden på jagt efter orme og andre insekter.
Tidligere var der krav om træer og/eller buske, men dette kan i princippet erstattes med kunstige anordninger, der giver læ, som f.eks. solcellepaneler. På nuværende tidspunkt bruger de fleste dog træer og buske, blandt andet de hurtigvoksende pil og poppel.
På udearealet skal der være ly og læ. Det er typisk træer, men også fx solceller kan bruges til at give fjerkræet ly og læ.
For at få dyrene ud, skal lyet helst være tæt på stalden. Landbrugsstyrelsen anbefaler, at nærmeste beplantning er maksimalt 25 meter fra staldens/verandaens udgang.
Fjerkræ i frugtplantager:
Når man holder fjerkræ som især høner - men også kyllinger, gæs og ænder -i frugtplantager, har både dyr og planter gavn af hinanden. Frugttræerne giver læ og skygge til hønerne og giver dem beskyttelse mod rovfugle. Når det er sæson, er der masser af nedfaldsfrugt, som dyrene kan æde.
Til gengæld gøder hønerne træerne, æder skadelige insekter og holder plantagen fri for ukrudt. Frugttræernes optagelse af næringsstoffer reducerer endvidere en eventuel udvaskning af kvælstof og fosfor til vandmiljøet.
Der kan opstå perioder, hvor det kræves, at dyrene holdes inde på grund af den smitsomme virus, der giver fugleinfluenza. Hvis Fødevarestyrelsen vurderer, at der er for mange tilfælde af fugleinfluenza i danske bedrifter eller i døde vildtfugle, kan de kræve såkaldt staldpligt. Under staldpligt skal dyrene enten være under overdække; altså enten i stalden eller i et udeareal, som er dækket med et trådnet.
Når hønsegården skal etableres, er det vigtigt at overveje placeringen. Hønsehuset bør ligge højere end hønsegården for at regnvandet kan løbe væk. Alternativt kan der etableres en betonkant mellem veranda og udeareal, som dyrene passerer på vej ud. Ellers risikerer man at strøelsen bliver våd.
For at undgå et vådt areal nær stalden kan der etableres et dræn. Dette kan være en rende i nærarealet langs fjerkræhuset med drænende materialer som sand, lyngflis, træ eller muslingeskaller, hvor muslingeskaller er en af de bedste løsninger.
Eksempler på dræningsområder udenfor udgangshullerne vises i nedenstående figur:
Læs her mere om indretning og drift af hønsegårde
Rovdyr er en udfordring, når dyrene går udenfor. En løsning kan være at opstille et solidt og sikkert rævehegn. Et optimalt hegn er mindst 170 cm højt og har tre strømførende tråde; en i bunden, en i midten og en øverst. Dette minimerer risikoen for, at ræven kommer og tager dyrene. Hegnet skal være gravet ned for at forhindre, at ræven graver sig under. Beskyttelse mod rovfugle kan etableres med god beplantning, som giver dyrene skjul.
Det er vigtigt at sikre hønsegården, så ræven ikke kan komme ind. En hunræv med unger snupper kun en fugl eller to som føde, men ræve uden unger kan gå i blodrus og dræbe et par hundrede fugle på et besøg.
Fjerkræenes næringsstofbehov varierer efter art og tidspunkt i produktionsperioden. De unge dyr kræver energi og protein til vækst, mens f.eks. de voksne æglæggere kræver et mineralrigt foder med meget kalk og en grov struktur, som stimulerer deres fordøjelsessystem.
Generelle krav til foder til økologisk fjerkræ:
|
|
Økologisk foder |
Ikke-økologisk foder |
Foder fra marker under omlægning |
Grovfoder |
|
Krav |
Foderet skal som udgangspunkt være økologisk og minimum 30 % skal komme fra egen bedrift.
Undtagelsesvis kan der tildeles økologisk foder fra samme region (i denne forbindelse dækker region hele Danmark). |
Ikke økologisk foder må udgøre 5 % af det tildelte foder hos unge dyr.
Alternativt må der bruges fiskemel som topdressing på foderet. Dette indgår ikke i kravet |
Foder fra egne omlægningsmarker må udgøre 100 %
Foder indkøbt fra andres omlægningsmarker må udgøre 25 %.
|
Dyrene skal tildeles grovfoder dagligt.
Der er ingen krav om fordelingen af mængder |
Tabel 1: Regler for foder til økologisk fjerkræ (Vejledning lbst.dk)
Udgangspunktet for fodring af økologisk fjerkræ er, at det skal være 100 procent økologisk GMO-frit foder. For at imødekomme de unge dyrs høje proteinbehov, er det dog tilladt, at fem procent udgøres af ikke-økologisk foder. Unge dyr defineres som alle kyllinger samt unge høner, som endnu ikke er i stabil æglægning, hvilket de typisk bliver i 30-ugers alderen.
Særlige behov:
En særlig udfordring ved økologisk foderproduktion til fjerkræ er at sikre et optimalt indhold af de svovlholdige aminosyrer, methionin og cystein/cystin. Det høje behov hos fjerkræ skyldes, at der er meget svovl i deres fjerdragt. Specielt methionin er vigtig, men desværre kan det være svært for økologer at få nok methionin i deres foder.
For at tilgodese dyrets aminosyre-behov, overforsyner man dem derfor med råprotein, som indeholder en blanding af aminosyrer, inklusiv methionin. Fordi methionin er svært at opnå i de nødvendige mængder, vil man derfor risikere en overforsyning af andre aminosyrer for at opnå det nødvendige niveau af den.
Et foder med meget protein kan desværre skabe fugtig afføring, som gør strøelsen våd og dyrene utilpasse. Men de negative konsekvenser ved en underforsyning med methionin er langt højere, da dyrene bliver meget stressede, falder i produktivitet og kan begynde fjerpilning.
Dette er grunden til, at der tillades fem procent ikke-økologisk foder i foder til unge dyr. De skal have nok methionin, hvilket er meget svært med 100% økologiske fodermidler.
”Tilskudsfoder + eget korn”:
Økologisk fjerkræfoder kan købes færdigblandet, men det er også muligt at blande foderet selv.
Korn fra egne marker kan anvendes, hertil kan det være nødvendigt med tilskudsfoder fra et foderstoffirma. Princippet kaldes ”Tilskudsfoder + eget korn”.
Landmanden oplyser, hvilke fodermidler der er til rådighed på gården, og foderfirmaet optimerer den korrekte ernæringsmæssige sammensætning af tilskudsfoderet. Evt. kan en foderkonsulent vejlede om det foder, der er bedst afstemt.
Hjemmeblanding af alle fodermidler foder på gården er svært på grund af salmonellalovningen. I Danmark har vi særstatus for at være salmonellafrie, men dette kræver strikse regler. En af dem er et krav om, at protein-fodermidler SKAL varmebehandles. Så hjemmeblandet foder er oftest kun i form af ”Tilskudsfoder + eget korn”, da foderfabrikkerne har muligheden for at varmebehandle.
Grovfoder:
Høns og kyllinger æder en del grovfoder som f.eks. græs, ensilage, gulerødder eller roer. Grovfoder er en vigtig del af den daglige foderration til økologiske fjerkræ. Det er godt for dyrenes fordøjelse og dermed for deres velfærd og trivsel. Endvidere er grovfoderet med til at holde dyrene beskæftigede.
Der kan opstå fjerpilning hos fjerkræ. Fjerpilning kan i værste fald føre til kannibalisme, hvis pillede dyr bløder. Et blødende sår tiltrækker de andre dyr i flokken, og får dem til at hakke yderligere i såret. Denne adfærd vil næsten altid eskalere, når den først er startet.
Det er derfor vigtigt at observere, om der åbenlyst er fjerkræ, der jagter andre. Lyden af høns, som bliver plukket (fjerpilningsskrig), er nem at kende, og er en lavpraktisk indikator.
Det er vigtigt løbende at holde et vågent øje med om kyllingerne og hønerne har skaldede fjerløse pletter og sår. En anden indikator på fjerpilning er, om der ligger fjer og/eller dun på gulvet.
Høner og kyllinger, der piller fjer, æder næsten altid de fjer, de piller af. Hvis der slet ikke ligger fjer på gulvet, er det et tegn på, at dyrene er fjerpillere.
Fjerpilning kan være et tegn på, at fjerkræet mangler svovlholdige aminosyrer (methionin og cystein/cystin). Overdreven pilning og kannibalisme omkring kloakken kan komme til udtryk som blodige æg hos høns. Hvis man har blodige æg, kan det altså også være en indikator på kloakkannibalisme.
Indsatser mod fjerpilning:
Afhængigt af årsagen til fjerpilning, kan man sætte ind med forskellige løsninger. Hvis først høns er begyndt at fjerpille hinanden, er det svært at få dem afvænnet denne vane. Jo tidligere de starter, jo værre bliver det resten af produktionsperioden.
Grovfoder: Tildeling af grovfoder kan f.eks. være en metode til at opnå en nedgang i fjerpilning. Høns er motiveret for at lave fødesøgende adfærd. Denne adfærd kan, hvis der ikke er nok fødesøgende materiale, blive rettet mod artsfæller.
Lysregulering: En måde at kontrollere fjerpilning på er ved lysregulering. Man sænker lysets intensitet, og hvis kannibalismen er slem, ændrer man lysets farve til rød. Dette kan berolige dyrene og mindske fjerpilningen. I økologiske flokke kræver det dog, at man samtidigt gør det naturlige lysindfald mere diffust ved f.eks. gardiner.
Klumpning er, når hønsene i en besætning færdes meget tæt – altså sig klumper sammen – og i værste fald får kvalt de høner, der er nederst. Man skelner mellem social klumpning og klumpning forårsaget af frygt eller flugtadfærd.
Social klumpning: Den sociale klumpning opstår typisk i favorable områder i stalden, som for eksempel i lune områder eller på solpletter. Der kan ved slemme tilfælde installeres en strømledende tråd de steder, hvor klumpningen oftest ske.
Flugt/frygt klumpning: Denne form for klumpning sker, når fuglene bliver bange for pludselige hændelser i form af lyde, noget der falder ned, lysglimt eller andet. Fuglenes instinktive reaktion er at flygte, men når alle fuglene flygter på én gang, ender de op mod vægge og/eller andre forhindringer, og de nederste fjerkræ bliver kvalt.
