Særlige behov:
En særlig udfordring ved økologisk foderproduktion til fjerkræ er at sikre et optimalt indhold af de svovlholdige aminosyrer, methionin og cystein/cystin. Det høje behov hos fjerkræ skyldes, at der er meget svovl i deres fjerdragt. Specielt methionin er vigtig, men desværre kan det være svært for økologer at få nok methionin i deres foder.
For at tilgodese dyrets aminosyre-behov, overforsyner man dem derfor med råprotein, som indeholder en blanding af aminosyrer, inklusiv methionin. Fordi methionin er svært at opnå i de nødvendige mængder, vil man derfor risikere en overforsyning af andre aminosyrer for at opnå det nødvendige niveau af den.
Et foder med meget protein kan desværre skabe fugtig afføring, som gør strøelsen våd og dyrene utilpasse. Men de negative konsekvenser ved en underforsyning med methionin er langt højere, da dyrene bliver meget stressede, falder i produktivitet og kan begynde fjerpilning.
Dette er grunden til, at der tillades fem procent ikke-økologisk foder i foder til unge dyr. De skal have nok methionin, hvilket er meget svært med 100% økologiske fodermidler.
”Tilskudsfoder + eget korn”:
Økologisk fjerkræfoder kan købes færdigblandet, men det er også muligt at blande foderet selv.
Korn fra egne marker kan anvendes, hertil kan det være nødvendigt med tilskudsfoder fra et foderstoffirma. Princippet kaldes ”Tilskudsfoder + eget korn”.
Landmanden oplyser, hvilke fodermidler der er til rådighed på gården, og foderfirmaet optimerer den korrekte ernæringsmæssige sammensætning af tilskudsfoderet. Evt. kan en foderkonsulent vejlede om det foder, der er bedst afstemt.
Hjemmeblanding af alle fodermidler foder på gården er svært på grund af salmonellalovningen. I Danmark har vi særstatus for at være salmonellafrie, men dette kræver strikse regler. En af dem er et krav om, at protein-fodermidler SKAL varmebehandles. Så hjemmeblandet foder er oftest kun i form af ”Tilskudsfoder + eget korn”, da foderfabrikkerne har muligheden for at varmebehandle.