Proteinafgrøder til foder

Dyrkning af protein

Bælgplanterne spiller en helt særlig rolle i den økologiske produktion, som kvælstofkilde i sædskiftet og som proteinkilde til foder og fødevarer.   

I fodring er det ikke kun mængden af protein, men også proteinkvaliteten som er afgørende. Per hektar dyrkes der mest protein i kløvergræs, som er basis i foderforsyningen af kvæg og andre drøvtyggere. Bælgplanterne ligger også højt i proteinudbytte på grund af deres høje proteinindhold – selv om udbytte pr.  hkg pr. hektar er lavere.

Fordelene ved soja:
Indenfor bælgplanterne er der forskelle i proteinkvalitet, men også i indhold af stivelse og fedt. Grunden til at soja er så udbredt i fodring, er det højere indhold i essentielle aminosyrer end i f.eks. markært og hestebønne samtidig med at sojabønnen også er en kilde til fedt. For grise og specielt fjerkræ kræver fodring uden soja, at de vigtige (essentielle) aminosyrer stilles til rådighed i f.eks. raps, græsprotein eller fiskemel. Derfor er afgrøder, som ikke har så højt et proteinindhold, men en bedre aminosyresammensætning også afgørende for fodringen.

Kløvergræs

Hovedparten af protein til kvæg kommer fra kløvergræs - enten i form af ensilage eller frisk græs ved afgræsning og staldfodring. Hvor stor andelen af kløvergræs er, afhænger af hvor i landet, man befinder sig. For eksempel udgør majs en væsentlig større del af foderet i Sydjylland, som har et varmere klima.

Der er også stor variation mellem de enkelte bedrifterne i forhold til, hvor meget grovfoder og suppleringsfoder, der anvendes. Det afhænger bl.a. af køernes ydelsesniveau og strategi for bedriften.

Godt foder af kløvergræs har en høj fordøjelighed og et højt proteinindhold. For at foderenhederne ikke bliver for dyre er det også vigtigt, at der er et højt udbytte i marken. Udfordringen er at få alle tre dele – høj fordøjelighed, højt proteinindhold og et højt udbytte - på en gang. Derfor er management en meget vigtig disciplin i dyrkning af kløvergræs.

Et godt udgangspunkt er en veletableret mark med en høj kløverandel. Med de kvælstofmængder der er til rådighed i økologien, er kløveren afgørende for at sikre højt nok udbytte med et højt proteinindhold.

Valg af kløvergræsblanding

Man starter med at vælge hvilke kløvergræsblandinger, der passer til ens produktion. Her skelnes mellem blandinger til slæt eller afgræsning, eller nogle som egner sig til en blanding af begge dele.

Hvis man til slæt vil have højt udbytte og proteinindhold, kan man vælge en blanding med rødkløver. Rødkløverblandinger kræver hyppigere slæt for ikke at blive for tungt fordøjelige.

Også i forhold til græsdelen kan der optimeres alt efter:

• hvordan marken skal anvendes,
• hvor længe skal marken ligge,
• er marken fugtig/tør,
• skal græsset smage godt til afgræsning.

Etablering af kløvergræsmarken

Kløvergræsmarken skal ligge i mange år, og det er dyrt at have en mark med for lav kløverandel. Kløvergræs sås enten i foråret i en dæksæd af korn eller markært eller i august uden dæksæd. Især hvidkløver og timote har meget små frø, så sås de dybere end ½-1 cm, bliver fremspiringen for dårlig.

Hold udsædsmængden i dæksæden nede og høst den ikke for sent. Især dæksæd af ærter kan gå ud over bestanden af kløver, hvis ikke ærterne høstes tidligt som grønært, da anden generation af bladrandbiller flytter fra ærterne og angriber kløveren.

Gødskning af kløvergræs

En kløvergræsmark med en høj andel af kløver har ikke behov for ret meget kvælstof. Typisk har man marker med både høj og lav kløvergræsandel, og det giver mulighed for at gødske efter kløverandelen.

Man får mest ud af at give kvælstof til første slæt, da græsset gror ved en lavere temperatur end kløver. Første slæt er det største og har en høj fordøjelighed. Til gengæld er proteinindholdet ofte lav.

I marker med høj kløverandel får man mindst for at gøde med gylle, mens responsen er større i marken med lav kløverandel. Så man kan opnå et samlet bedre resultat ved at prioritere mellem marker og undlade gylle til marker med høj kløverandel og give mere til marken med lav.

Ud over kvælstof er gylle en kilde til kalium, og på sandjord er der ofte lave kalital, så her skal gødes med kalium, hvis der ikke gives gylle. Det er vigtigt at forsyne græsmarken med kalium gennem hele sæsonen.

Afgræsnings- og slætstrategi

Når man har veletablerede og optimalt gødede kløvergræsmarker, er det op til vækstsæson og management, hvor meget man får ud af det.

Uanset om det er slæt eller afgræsning skal man have en plan fra begyndelsen af, som tager højde for de enkelte markers performance og dyrenes foderbehov. Afgræsning er den sværeste disciplin, her betyder den daglige tilvækst og kvalitet i marken, at der hele tiden skal følges op.

I slætmarkerne skal man vælge, om man vil gå efter en 4, 5 eller 6 slæt-strategi. Det afhænger af køernes ydelsesniveau, hvor høj fordøjelighed foderet skal have og af den valgte kløvergræsblanding, da kløvergræsblandinger med rødkløver kræver hyppigere slæt for at holde en høj fordøjelighed.

Øget antal slæt giver ikke et højere udbytte i marken, men de påvirker kvaliteten af kløvergræsensilagen i form af fordøjelighed og proteinindhold.

Bælgsæd

Til foder er det hestebønne, markært og smalbladet lupin, der dyrkes herhjemme. De har forskellige egenskaber - både som foder og i marken.

På trods af et højere udbytte i markært end i smalbladet lupin er udbyttet i råprotein pr. ha det samme, da lupinen har et højere proteinindhold.

Sammensætningen af aminosyre i de tre arter er ikke optimal til fodring af grise og fjerkræ, hvorfor der skal suppleres med andre fodermidler med højt indhold af essentielle aminosyrer.

Gennemsnitligt indhold af protein, stivelse og fedt i forskellig bælgsæd:

Hestebønne og markært indeholder ud over protein meget stivelse, mens lupin har et lavt stivelsesindhold, men til gengæld et højere fedtindhold.

Hestebønner

Hestebønner kan bruges til fodring af både kvæg, grise og fjerkræ. Hestebønner indeholder de uønskede stoffer tannin, vicin og convicin. Der er sortsforskelle, så det er muligt at vælge en sort, som har et lavt indhold af de uønskede stoffer.

Kvæg: Der er ingen problemer med de uønskede stoffer. Derfor kan alle sorter kan anvendes.

Grise: Det har tidligere været anbefalingen kun at fodre med sorter med lavt tanninindhold. Nyere fodringsforsøg har dog vist, at moderne sorter med et normalt indhold af tannin også kan anvendes til fodring af grise

Fjerkræ: Fjerkræ er meget følsom overfor vicin og convicin:  Derfor må der kun fodres med sorter der har lavt indhold af disse stoffer.

Markært

Ærterne har så lavt et indhold af skadelige stoffer, at de kan anvendes til alle tre dyregrupper. Ærter har et højt indhold af aminosyren lysin, som gør den ekstra egnet til grise.

Smalbladet lupin

Lupiner indeholder de skadelige stoffer alkaloider. Lupinsorterne er opdelt i bitter og sød lupin efter deres indhold af alkaloider. Bitter lupin er giftige og kan ikke anvendes til foder eller fødevarer. Sorter af sød lupin kan anvendes til alle tre dyregrupper. Også for sød lupin er der forskel i alkaloidindholdet. Derfor er det er godt at kende noget til den sort man fodrer med.

Dyrkning af bælgsæd

Bælgsæd er specielt egnet til økologisk produktion, da bælgplanterne selv fikserer kvælstof fra luften og derfor ikke har behov for at få tilført kvælstof. De er dermed også gode forfrugter til korn. Dyrkningssikkerheden i bælgsæden er dog lavere end i korn. Derfor er det vigtigt, at man er omhyggelig med at udvælge de rette forhold og være opmærksom på afgrødens behov.

Dyrkning af hestebønner

Der er sket en stor stigning i dyrkningen til foder gennem de seneste år, da hestebønner har vist sig dyrkningsegnet og der er kommet nye resultater af foderforsøg som viser, at hestebønner er velegnet foder.

Særlige fokuspunkter vedr. dyrkning af hestebønne:

• Hestebønne er meget tørkefølsom og skal derfor dyrkes på lerjord med god vandholdende evne eller vandet sandjord.
• Dyrkes hestebønner på let sandjord, skal man være forberedt på at skulle vande mange gange.
• Reaktionstallet skal være i den høje ende af normalområdet for jordtypen.
• Hestebønne sås tidligt, dvs. så snart jorden er tjenlig i ca. 8 cm dybde.
• Optimalt plantetal i hestebønner er 45-50 planter pr. m².
• Der er størst sortsudbud af sorter med normalt indhold af tannin, vicin og convicin.
• Vælg en sort med lavt indhold af vicin og convicin til fjerkræ.
• Vælg en sund sort med et godt udbytte, der modner tidligt.
• Hestebønne modner fra sidst i august til sidst i september.
• Efter midten af september falder vandindholdet ikke mere, så høst når der kommer en god høstdag og planterne er tørre.
• Hestebønne er ikke velegnede til skårlægning, da den lille plantemasse gør det svært at samle skårene op.
• Det kræver ekstra tørringskapacitet at dyrke hestebønner. Frøene er store, vandindholdet kan være højt, og der skal tørres på en tid af året hvor lufttemperaturen ikke er så høj.

Læs mere om dyrkning af hestebønner her.

Dyrkning af markært

Markært er dyrkningsegnede i hele landet. Da der tidligere har været dyrket en del ært i visse egne af landet, skal man være meget opmærksom på forekomst af jordbårne sygdomme (læs mere om sygdomme og skadedyr her)

Særlige fokuspunkter vedr. dyrkning af markært

• Markært er tørkefølsom og skal derfor dyrkes på lerjord eller vandet sandjord
• Reaktionstallet skal være i den høje ende af normalområdet for jordtypen
• Ærter sås tidligt, så snart jorden er tjenlig i 5-6 cm dybde.
• Plantetallet skal være 80 – 90 planter pr. m²
• Vælg en sort med godt udbytte, god afgrødedækning og god afgrødehøjde ved høst.
• Markært høstes i august.
• Er ukrudtet blevet for kraftigt, kan markært skårlægges for at fjerne saftspænding. Det kræver kun, at ærterne ligger et par dage på skår.

Læs mere om dyrkning af markært her.

Dyrkning af smalbladet lupin

Smalbladet lupin er dyrkningsegnet i hele landet. Dog anbefales dyrkning af kun på JB 1-6, da der ikke er så gode erfaringer på de tungere lerjorde. Der findes to dyrkningsmæssigt forskellige typer af smalbladet lupin; forgrenet og uforgrenet. De forgrenede lupiner har et højere udbyttepotentiale, konkurrerer bedre med ukrudt, men modner senere og kan være tvemodne hvis der er vand til rådighed i jorden. De uforgrenede lupiner modner ensartet og tidligere, men er en svag ukrudtskonkurrent.

Særlige fokuspunkter vedr. dyrkning af smalbladet lupin

• Smalbladet lupin har en pælerod og er derfor mere tørketolerant. Den kan derfor dyrkes på uvandet sandjord, men er det meget tørt er der også merudbytte for vanding.
• På lerjord bør man vælge en uforgrenet sort for at undgå sen høst. På sandjord kan de forgrenede sorter anvendes, da det er mere sandsynligt at de modner af.
• I modsætning til de andre bælgplanter skal reaktionstallet skal være i den lave ende af normalområdet for jordtypen.
• Lupiner skal podes med rhizobium så de danner rodknolde og kan hente kvælstof fra luften.
• Smalbladet lupin sås når jorden er tjenlig og jordtemperaturen er over 4^o
• Lupiner må ikke sås for dybt. På lerjord er optimal sådydbe 3 cm. På sandjord 3-5 cm, den dybe såning bør kun anvendes hvor der er ekstra behov for blindharvning.
• Optimalt plantetal i forgrenet lupin er 80 planter pr. m² i uforgrenet lupin er det 100 planter pr. m²
• Vælg en sort med et godt udbytte, der modner tidligt.
• Uforgrenede lupiner modner i august. Forgrenede lupiner modner fra sidst i august til midt i september.
• Man kan dyrke lupin med støtte fra vårhvede for at fremme modningen. Anvend fuld udsædsmængde af lupin og suppler med 40 kg vårhvede pr. ha.
• Dyrker man en forgrenet lupin kan skårlægning være nødvendigt når den bliver ved med at gro. Det kræver min. 7 dage på skår at få lupinen til at modne og det anbefales at have pickup på mejetærskeren.
• Det kræver ekstra tørringskapacitet at dyrke lupiner. Vandindholdet kan være højt, og der skal tørres på en tid af året hvor lufttemperaturen ikke er så høj.

Læs mere om dyrkning af lupin her.

Bælgplanter i sædskiftet

Bælgplanter har på grund af deres kvælstoffikserende evne en særlig plads i sædskiftet hos økologer. Fra 1. januar 2022 er det blevet et krav, at 20 pct. af omdriftsarealet skal være med bælgplanter. Det kan være som enten hoved-, mellem- eller efterafgrøde. Hvis man dyrker storfrøede bælgplanterne i blanding med korn, skal minimum halvdelen af frøene være bælgplanter. Hvis småfrøede bælgplanter indgår i en kløvergræsblanding, skal mindst 15 pct. være bælgplanter.

Med en høj andel af bælgplanter skal sædskiftets bæredygtighed holdes for øje. Mange af bælgplanterne angribes af de samme jordbårne sygdomme. Derfor skal der være dyrkningspause i sædskiftet. Det gælder uanset om afgrøden dyrkes som hovedafgrøde, efterafgrøde eller i blanding. F.eks. er anbefalingen er, at der skal være mindst 5 frie år mellem hestebønne. Det er ikke nok at holde af afstand mellem den samme art, der skal også være afstand mellem arter som er i familie med hinanden. Da hestebønne og ært er beslægtet, skal der også være 5 frie år mellem de to afgrøder. Lupin er knap så beslægtet så her er kravet til afstand 3 frie år. Raps er også en afgrøde som deler sygdomme med bælgplanterne, så her er afstandskravet også 3 frie år. For nye bælgplanter som ikke har været dyrket så meget, er viden om sædskiftesygdomme mere begrænset, men som hovedregel skal der altid holdes 2-3 års afstand.

Er der først konstateret alvorlige angreb af en sygdom, vil der være behov for længere pauser i sædskiftet. Det er bl.a. erfaringer med ærter som tidligere blev dyrket meget, og hvor der har været behov for dyrkningspause for ærter på 20 år på grund af ærterodråd.

Læs mere om bælgplanter i sædskiftet og de udfordringer, der skal tages højde for her.

Forarbejdningsmuligheder

Der kan i nogle tilfælde opnås en bedre foderkvalitet ved at forarbejde afgrøden.

Tre eksempler på dette er:

• afskalning af havre
• toastning af hestebønne/lupin
• udvindelse af græsprotein fra kløvergræs.

Afskalning af havre

Skallen omkring havrekernerne gør, at havre har en lavere foderværdi end de andre kornarter. Fjernes skallen forbedres foderværdien markant, og havrens gode egenskaber med højt indhold af protein og fedt kommer til sin ret. Havre er en af de mest dyrkningsegnede afgrøder i den økologiske produktion, men prisen er lav, hvis det ikke anvendes til konsum. Ved afskalning fjernes 20-25 pct. af udbyttet med skallerne. Selve afskalning sker enten ved at man på bedriften har investeret i en afskaller, eller det kan gøres ved hjælp af mobil afskaller fra fx Gl. Buurholt.

Den afskallede havre kan anvendes til flere dyregrupper. Til malkekvæg er afskallet havre god i kombination med hestebønner, da havren bidrager med fedt. Når de ufordøjelige skaldele fjernes, bliver havre et energirigt foder til fjerkræ med god aminosyresammensætning. Det sammen gælder for grise, hvor der også er fundet andre positive effekter.

Indhold af råfedt, råprotein og stivelse (gram pr. kg tørstof) i hhv. havre og afskallet havre. Fjernes skallen fra havren forbedres foderværdien markant, og havrens gode egenskaber med højt indhold af protein og fedt kommer til sin ret.

Læs mere om fordelene af afskalning af havre som foder til malkekøer her og til gris og fjerkræ her.

Toastning af hestebønne og lupin

Toastning er en kraftig kortvarig opvarmning til en kernetemperatur på 120 grader. Den bedste effekt af toastning får man, når frøet har 18-25 pct. vand. Toastning kan dermed også fungere som tørring.

Formålet med toastning er at reducere opløseligheden af protein i foder til malkekvæg. For malkekøer har det en betydning, om proteinet omsættes i vommen eller tarmen. Man arbejder med parametrene AAT (aminosyrer absorberet i tarmen) og PBV (proteinbalancen i vommen).

Når man fodrer med soja, får man mere aminosyre absorberet i tarmen (AAT) end når man fodrer med ubehandlede hestebønner og lupin. Toastning af hestebønne og lupin beskytter proteinet, så det kan passere gennem vommen, og dermed øges absorptionen af protein i tarmen (AAT). Toastning ændrer ikke på proteinindholdet.

Toastning er ikke relevant for enmavede dyr, da man her ønsker let nedbrydeligt protein.

Ved toastning beskyttes proteinet, så det kan passere vommen. Herved kan proteinet optages i tarmen, og der opnås en bedre foderværdi.

Læs mere om fordelene ved toastning her.

Græsprotein

Der kan dyrkes mest protein pr. ha i kløvergræs, og et af de store indsatsområder er græsprotein på basis af kløvergræs. Ved at presse saften af kløvergræsset og forarbejde den fås en proteinpasta med højere proteinkvalitet og -indhold, så det kan anvendes til grise og fjerkræ. Pressekagen kan anvendes som kvægfoder.

Selvforsyning, samarbejde eller handel via grovvareselskab

Når det gælder grovfoder som kløvergræs, er det oplagt, at det dyrkes på egen bedrift eller i samarbejde med nære planteavlere. Her vil begge bedrifter have en fordel af samarbejdet, da det giver et mere alsidigt sædskifte hos planteavleren.  

På en del kvægbrug er arealet begrænset, så grovfoder skal prioriteres. Så hvis der i forvejen er en høj andel af kløvergræs – er der ikke nogen sædskiftefordel ved selv at dyrke bælgsæd og derfor er det en god ide at dyrke det i samarbejde med planteavlere. Et samarbejde om dyrkning af bælgsæd med en planteavler behøver ikke være med en nabo, da omkostningerne til transport er langt lavere end for grovfoder. Har malkekvægsbedriften et stort areal i forhold til husdyrproduktionen vil det være relevant selv at dyrke bælgsæd.

På svine- og fjerkræbedrifter er det mere relevant at tilpasse sædskiftet til en egenforsyning med bælgsæd.

Det er muligt som planteavler at handle hestebønne, ært og lupin med grovvareselskaberne, da det er afgrøder, som der er stor efterspørgsel efter.

Mere at vide

• Landbrugsinfo.dk
• Videoer om græsprotein, SEGES Innovation