Tema menu
Menu
Artiklens indhold
Indhold
FOTO

Jord, næringsstoffer og vand i grøntsagsproduktion

For at få succes med dyrkning af grøntsager er der nogle grundlæggende forhold, der skal tages i betragtning uanset hvilken afgrøde, man ønsker at dyrke. Det handler bl.a. om jordens beskaffenhed og tilgængeligheden af næringsstoffer og vand på rettet tid og sted. Bliv her klogere på de grundlæggende forhold vedrørende dyrkning af grøntsager.  

Jorden

De fleste grøntsager har svage til mellemstærke rødder. Det betyder, at jordens beskaffenhed, struktur, dens luftskifte, og dens evne til at holde på vandet har stor betydning for rødderne og derved for grøntsagernes vækst.

Ilt

Grøntsager har et meget stort behov for ilt i rodzonen for at få fotosyntesen til at fungere optimalt. Er der mangel på ilt, er der symptomer som rødlige eller gullige blade eller nedsat vækst.

FOTO

Rødbede på en meget strukturskadet jord. Jorden er klasket sammen om rødderne og er blevet anaerob.

Ilt optages af planten gennem jordvandet. Iltindhold i jorden er meget lavere end i atmosfæren, og derfor kan der hurtigt opstå et dårligt luftskifte i jorden – f.eks. efter en kraftig regnbyge. Ilt diffunderer ind i jordvandet gennem luftskiftet, og derfor er et godt luftskifte i jorden afgørende for en sund vækst. Det er én af begrundelserne for, hvorfor grøntsager ofte dyrkes på bede eller kamme. Se dyrkningssystemer og jordbearbejdning.

Vidste du at...

Aerobe forhold = der er ilt tilstede Anaerobe forhold = der er ikke ilt tilstede

For at maksimere fordelene ved mekanisering, fravælger grøntsagsdyrkeren normalt de mest ukurante marker og de dele af marken med skæve hjørner, våde huller, skråninger og naturligvis også de uegnede jordtyper.

FOTO

Dyrkning på lette jorde

Tidligere blev de fleste grøntsager produceret på dybmuldet jord med høj frugtbarhed. På grund af øget mekanisering i grøntsagsproduktionen er det meste af den danske grøntsagsproduktion i dag flyttet til de lette jordtyper, hvor færdsel med køretøjer og tunge maskiner har et meget større arbejdsvindue at operere i. Dyrkning på lette jordtyper kræver dog øget fokus på gødskning, vanding samt på vinderosion.

FOTO

Sandflugt i nyfremspiret gulerodsmark

Sten i jorden – et problem

Der er ingen grøntsager, der kan lide stenede jorde. Især rodfrugter og løg kræver jorde fri for sten. Når roden på en gulerod i sin vækst ned gennem jorden rammer en sten, går roden udenom, hvilket forårsager skæve gulerødder. Sten i overfladen risikerer at påføre fysiske skader på planterne ved mekanisk rensning. Derfor indgår stenstrenglægning af jorden oftest forud for disse afgrøder. På den måde undgår man også mekaniske skader på grøntsagerne ved optagning eller høst.

Stenstrenglægning: Ved stenstrenglægning skilles jord og sten over en bestemt størrelse og i en bestemt dybde fra, hvorefter stenene placeres i køresporet.

FOTO

Stenstrenglægning er nødvendigt ved dyrkning af især rodfrugter. Stenene lægges i køresporet.

Nedfræsning af sten: Stennedfræsning er også en mulighed på lettere jorde. Denne metode har en betydelig højere kapacitet og er væsentlig billigere, men adskillelsen af sten og jord er ikke så god som ved stenstrenglægning.

Principskitse af en stennedfræser. Fræseren løfter jord og sten op mod et gitter, der skiller sten og jord ad. Herved ender sten i bunden og jorden ovenpå.

Reaktionstal – pH-værdi er vigtig for mange forhold

Et optimalt reaktionstal (pH-værdi) for den enkelte jordtype har afgørende betydning for jordens beskaffenhed, biologiske sammensætning og for tilgængeligheden af næringsstoffer. Det er forhold, der har stor betydning ved dyrkning af grøntsager, hvor næringsstofmangler kan føre til, at grøntsagerne må kasseres. Desuden er visse plantesygdomme også knyttet til jordens pH-værdi. Det gælder bl.a. kålbrok, der trives ved lavt pH, og reduceres ved højt pH. Derfor ønskes et højt pH ved dyrkning af f.eks. kål.

Kalkning: Jorden undersøges løbende - især forud for grøntsager, for når man kender reaktionstallet, så har man det bedste grundlag for at korrigere det ved f.eks. at kalke. Der er erfaring for, at arealer, der får tilført husdyrgødning og kompost, vedligeholder reaktionstal i højere grad end arealer, der ikke får tilført organisk gødning.

Ved kalkning foretrækkes magnesiumholdige kalkningsmidler. Der kalkes fortrinsvis forud for kulturer, der reagerer positiv på kalkning som for eksempel kål eller spinat. Det bedste vil være at kalke jorden i den foregående sæson, da reaktionstal ændres langsom afhængig af kalktype.  Man udbringer aldrig mere end 5-6 tons kalk pr. ha.

FOTO

Figur 1 Relativ tilgængelighed af de enkelte næringsstoffer ved et bestemt pH.

Tilgængeligheden af de enkelte næringsstoffer er i meget høj grad afhængig af jordens reaktionstal (pH-værdi). Det skyldes primært pH-værdiens påvirkning af jordens mikroflora og sammensætning af og aktivitet i jordbundens fauna, som også påvirker mineraliseringsprocessen.

Vidste du at...

Nedbrydningen af organisk materiale til uorganisk materiale kaldes mineralisering.

Desuden kan pH-værdien påvirke opløseligheden af en række mineraler og derved deres tilgængelighed for planterne. Figur 1 viser sammenhæng mellem udvalgte næringsstoffers tilgængelighed og pH. De fleste planter har deres pH-optimum mellem 5,5 og 7,5, men der kan være store variationer.

FOTO

Pastinak dyrket ved pH 6,4 (venstre) og 4,7 (højre).

Vidste du at...

Bønne, ært, og kål foretrækker høje pH-værdier.

FOTO

Sædskifte

Grøntsagsproducenter er oftest specialiseret og dyrker få afgrøder. Et godt sædskifte er i hele dyrkningsforløbet nøglen til at håndtere:

  • opbygning af forfrugtsværdi og jordfrugtbarhed
  • ukrudtsregulering
  • sædskiftemæssige sygdomme
  • opformering af nematoder og andre skadedyr
  • opbygning eller vedligehold af mykorrhizabestanden
  • plads til at etablere ro i jorden efter nogle år med meget intensiv grøntsagsproduktion med meget trafik

Hvilke afgrøder kan man have efter hinanden?

Arter i samme plantefamilie er oftest modtagelige over for de samme sygdomme, og opformerer og vedligeholder jordbundne patogener. Derfor kræver det nogle år uden vært at reducere smittetrykket efter en værtskultur. Dette medfører et stort behov for langsigtet produktionsplanlægning.

De fleste af vores grøntsagskulturer tilhører få plantefamilier. Det er for eksempel:

  • Korsblomst- familien: Alle kåltyper, rucola, pak choy, radise
  • Skærmplante-familien: Grøntsager som fx gulerod, knoldselleri og pastinak
  • Lilje-familien: Grøntsager som løg, hvidløg og porre.

Svampe af mykorrhiza, der er en symbiotisk svamp, har en meget positiv effekt på næringsstofforsyning i grøntsager – især hos dem med lille rodmasse og -længde.

Korsblomstrede afgrøder har en kraftig rodvækst, og vedligeholder ikke mykorrhizasvampen. Mykorrhizasvampen reduceres således kraftig ved dyrkning af diverse kåltyper. Løg og porre derimod er meget afhængig af den. Derfor bør kål aldrig efterfølges af løg eller porre, der har svært ved at klare sig uden støtte fra mykorrhizas svampene.

Efterafgrøder og grøngødning

Sædskiftet bør også indeholde elementer med grøngødning og efterafgrøder i det omfang, det kan lade sig gøre. Ofte høstes grøntsager så sent, at etablering af en effektiv efterafgrøde ikke kan lade sig gøre.

På den anden side giver sent-etablerede grøntsager om foråret muligheden for en grøngødning, der er sået sent i det foregående efterår. Det kan for eksempel være en vintervikke/vinterhavre, der vokser videre om foråret. Ligesom en tidlig høstet grøntsagsafgrøde giver plads til at etablere en efterafgrøde i god tid, og derved give den gode udviklingsmuligheder.

Der anvendes så vidt muligt blandinger med bælgplanter. Brug af korsblomstrede efterafgrøder fravælges generelt, da sædskiftesygdomme som kålbrok kan vedligeholdes. Desuden er en helårsgrøngødning eller kløvergræs til foder en robust afgrøde, der giver et stort input af bl.a. kvælstof til grøntsagssædskiftet.

FOTO

En udvintrende efterafgrødeblanding af honningurt, hestebønne og fodervikke. Det er et godt bidrag til tidlige grøntsager på bedre jorde.

Næringsstoffer

Gødningsbehovet i grøntsagsproduktion er generelt højt. Flere grøntsager har en N-kvote over 200 kg N/ha. Det kan ikke gives på én gang med organiske gødninger. Derfor er er det nødvendigt med en flersidet gødningsstrategi.

Nogle grøntsagskulturer optager helt op mod 10 kg N/dag/ha, og derfor er flere gødningstilførsler ofte nødvendigt. Man gødsker efter kulturens behov  for at leve op til kvalitetsmæssige krav, der stilles til grøntsager, hvor man ved produktion af almindelige landbrugsafgrøder bare vil acceptere et lavere udbytte på grund af en lavere næringsstofforsyning.

Indsatsen for næringsstofforsyning i økologiske grøntsager skal bygge på:

  1. Sædskifte med bælgplanter
  2. Undgå tab af næringsstoffer gennem anvendelse af fangafgrøder, tilpasset gødningspraksis, samt forhindring af erosion
  3. Tilførsel af tilladte organiske gødninger
  4. Tilførsel af tilladte mineralske gødninger (mikronæringstoffer)

Sædskifte med bælgplanter

Ifølge økologireglerne skal sædskiftet indeholde mindst 20% bælgplanter. I grøntsagssædskifter kan det være i form af for eksempel grøngødning eller kløvergræs. Det har nogle fordele ift. ukrudt, gødning, biodiversitet og jordstruktur.

Et sædskifte, der indeholder bælgplanter – især flerårige -, kan bidrage med en betydelig mængde kvælstof. I figur 2 ses udbytter af kvælstof i høstet bladmasse i forskellige bælgplanter. Alene i bladmasse er der høstet op mod 4-600 kg N/ha. Dertil kommer kvælstofindhold i rodmassen. Denne pulje vil ved inkorporering i jorden blive frigivet lidt efter lidt og blive tilgængelig for planterne over flere år som basis for en lokal N-forsyning til sædskiftet med den rette indsats med fangafgrøder.

Et sædskifte med bælgplanter har også andre fordele. Ukrudt konkurrerer meget om vand og næringsstoffer med kulturen. Et sundt sædskifte med flerårige afgrøder af bælgplanter som kløver eller kløvergræs, giver avleren bedre muligheder for kontrol med visse ukrudtsarter sammenlignet med produktion af korn.

Figur 2 Akkumuleret udbytte af N med flerårige bælgplanter høstet ved tre forskellige udviklingsstadier. Kilde: Århus Universitet, Jørn Nygaard Sørensen

Fangafgrøder, gødningsanbefalinger og forhindring af erosion  

En fangafgrøde er en efterafgrøde, der etableres mellem to hovedafgrøder for at opsamle overskudskvælstof i jorden. Fangafgrøden bidrager også positivt til jordstrukturen og kulstofopbygning i jorden. Fangafgrøden høstes ikke, men nedmuldes i jorden, så næringsstofferne fra den kan frigives til en ny hovedafgrøde.

Fangafgrøder spiller en vigtig rolle for N-effektiviteten i et sædskifte med et højt gødningsniveau med grøntsager. Fangafgrøder med dybe rødder anvendes til at fange kvælstof udvasket fra rodzonen til dybere jordlag. Fangafgrødens dybe rødder optager således næringsstofferne fra de dybere jordlag og bringer dem op til overflade igen, hvor de så bliver tilgængelige for den næste afgrøde.

Vidste du at...

N-min (mineralsk kvælstof) er den mængde nitrat- og ammoniumkvælstof, der findes i rodzonen, og som dermed er tilgængelig for planterne.
FOTO

Effekt af fangafgrøder

Efter vinterporre er indholdet af N-min højt i jorden om efteråret. Hvis man det efterfølgende forår tidligt sår en fangafgrøde med dybe rødder - helt ned til 2,5 m – det kan være cikorie eller olieræddike – kan man fange en betydelig del af det kvælstof, der er blevet vasket ud i løbet af vinteren. Kvælstoffet vil takket været fangafgrøden indgå i den pågældende jords næringsstofkredsløb igen.

Gødningsanbefalinger

Det er vigtigt at anvende de specifikke gødningsanbefalinger til de enkelte kulturer. En praksis, hvor der samme gives det samme til alle afgrøder og på alle tidspunkter på året, kan medføre betydelige underskud eller overskud og derved potentielt tab eller mangel af næringsstoffer.

Kulturplanterne har et øget behov for næringsstoffer under vækstforløbet. I starten har planterne næsten ingen eller kun et meget lille behov.

En anskueliggørelse af behov for kvælstofgødskning i grøntsager findes i det såkaldte KNS-system, der er udarbejdet af det østrigske fødevareministerium. Der findes data for de mest anvendte grøntsager.

Mange grøntsagskulturer er ved høsttidspunkt stadig i fuld vækst, og N-mangel vil på det tidspunkt medføre betydelige kvalitetsforringelser. Det gælder f.eks. i spinat. Derfor skal N-forsyning af kulturen også sikres ved høsttidspunkt.

I forbindelse med høst efterlades ofte mange afgrøderester med et væsentligt indhold af næringsstoffer – blandet andet kvælstof. Ved høst af broccoli efterlades f.eks. omkring 140 kg N/ha i stok og blade.

Afgrøderester efterlader således en stor N-pulje i jorden, der potentielt kan tabes. Det faktum skal man være opmærksom på og indarbejde i gødningsstrategien for ejendommen – for eksempel ved at etablere fangafgrøder, når det er muligt, samt indregne en eftervirkning i den efterfølgende afgrøde.

Hvis det er muligt, bør marken holdes grøn henover hele året med grøngødning eller efterafgrøder.

Tilførsel af organiske gødninger

Husdyrgødning er den billigste og mest tilgængelige gødningskilde, og anvendes også i stort omfang i grøntsagsproduktion. De gødningskilder, som økologer har til rådighed og som anvendes i grøntsagsproduktion deles op i:

  • Konventionel husdyrgødning
  • Økologisk husdyrgødning
  • Konventionelle organiske handelsgødninger og recirkulerede gødninger
  • Økologiske organiske handelsgødninger
  • Komposteret vegetabilsk materiale
  • Mikronæringsstoffer
  • Mobil grøngødning
  • Blandinger heraf, herunder afgasset gødning

Konventionel husdyrgødning: Konventionel svinegylle er ofte til rådighed i større mængder og ofte inden for en rimelig afstand. Mere og mere husdyrgødning ender dog på et biogasanlæg som afgasset biomasse. Dog er der regler og begrænsninger for, hvor meget konventionel husdyrgødning, der kan anvendes på bedriften. Læs mere i artiklen om næringsstofforsyning. Desuden skal man være opmærksom på GlobalGap-reglerne for gødskning med husdyrgødning i grøntsager, hvor det f.eks. skal dokumenteres, hvordan man håndterer smitterisiko i produktionskæde.


Udbringning af gylle før man laver bede er den mest anvendte metode, men man kan også placere gyllen mellem rækkerne.

FOTO

Placering af gylle mellem rækker i en etableret kultur.

Økologisk husdyrgødning: Økologiske husdyrgødning er ikke tilgængeligt alle steder i Danmark. Derudover gælder samme begrænsninger som for konventionel husdyrgødning.

Konventionelle, organiske, handelsgødninger og recirkulerede gødninger: Generelt har disse produkter en høj koncentration af næringsstoffer sammenlignet med husdyrgødning. Der er mange produkter på markedet som f.eks. kødbenmel, hønsepiller, protamylasse, vinasse, der er reguleret under forskellige lovgivninger. Nogle har et højt kali-indhold, som f.eks. vinasse. Andre et højt kvælstofindhold, som f.eks. kødbenmels-, blodmel, og børsteprodukter. Alle typer gødning, man ønsker at anvende, skal fremgå af økologiforordningens bilag II.

Gødningsstofferne anvendes i betydeligt omfang i grøntsagsproduktion, da de egner sig godt til at justere gødningsplanen, samt til eftergødskning, da pelleterede og granulerede produkter teknisk kan placeres uden væsentlig risiko for at sprede smitte eller volde skade på afgrøden. Kødbenmelsprodukter har dog en tendens til at tiltrække fugle, der kan optræde i store flokke og ødelægge planter og medføre smitte i grøntsagsmarken.

Økologiske organiske handelsgødninger: Der er få økologiske organiske handelsgødninger på markedet – både af animalsk oprindelse (f.eks. hønsepiller), samt af vegetabilsk (f.eks. hestebønne, lucernepiller). Også denne type anvendes primært til justering af gødningsplanen, samt til eftergødskning.

Komposteret vegetabilsk materiale: Ved kompostering stabiliseres næringsstofferne i mere stabile organiske forbindelser. Herved reduceres tilgængelighed af især kvælstof. Den plantetilgængelige andel af kvælstof for en moden kompost er typisk 10 procent af det totale kvælstofindhold. Kompost af have-park-affald betragtes således ikke som en kortsigtet gødningskilde.

Mikronæringsstoffer: Anvendelse af rent mineralske mikronæringsstoffer er tilladt i økologisk produktion, hvis man kan dokumentere et behov og hvis, der er akut fare for afgrøden. Brug af mikronæringsgødninger kan være vigtig for at undgå mangelsygdomme, der ofte har kvalitetsmæssig betydning. Visse afgrøder som kål, knoldselleri, og gulerod er meget følsomme for bormangel. Tidligt på året, når jordtemperaturen er lav, optræder hyppigt manganmangel i grøntsager, der har en lille rodvækst og hurtig tilvækst, og hvor den naturlige mineralisering har svært ved at følge med.

Mobil grøngødning:  Høst af bælgplanter (se figur 2) er potentielt flytbart til en anden mark som gødningskilde. Effekten af snittet kløver eller kløvergræs udbragt i grøntsager er på højde med andre organiske gødninger. Der er især i Holland arbejdet en del med mobil grøngødning, men i takt med, at det bliver vanskeligere at skaffe økologisk husdyrgødning, anvender flere og flere avlere mobil grøngødning i deres gødningsstrategi.

Afgasset biomasse: Anvendelse af afgasset biomasse har flere fordele for grøntsagsproduktion. Udbringning af mange faste gødningskilder i den afgassede biomasse bliver meget nemmere og billigere, og den gødningsmæssige tilgængelighed i biomassen er forbedret. Den afgassede biomasse er også blevet billigere, idet gassen har betalt nogle af opgraderingsomkostningerne. Ved opvarmning er der sket en vis hygiejnisering af gødningsmassen, hvilket mindsker risikoen for spredning af patogener (sygdomsfremkaldende mikroorganismer som f.eks. bakterier og virus). Samtidig er det også en klimafordel ved korrekt udbringning af biomassen.

Vidste du at...

Et biogasanlæg skal godkendes af Landbrugsstyrelsen, hvis den afgassede gylle skal anvendes i økologisk produktion.

Behov for næringsstoffer

Kvælstof (N) et det næringsstof, som planterne har største behov for og derfor også det vigtigste næringsstof at styre efter i sin gødningsplanlægning. Da der kan være store forskelle i sammensætning af de enkelte næringsstoffer i organiske gødninger, er det nogle gange nødvendigt at acceptere overgødskning af visse næringsstoffer for at undgå underskud af andre næringsstoffer. Ikke alle næringsstoffer udnyttes 100 procent eller med samme procent-andel. Derfor er det uundgåeligt, at gødskning med organiske gødninger medfører en vis ubalance i gødningsplanen.

Der er stor forskel blandt grøntsagskulturer på, hvor meget og hvornår kvælstoffet skal være tilgængeligt.

Kvælstof i økologisk produktion er bundet i organiske forbindelser, som ikke umiddelbart er tilgængeligt for planterne. For at planterne kan optage kvælstoffet, skal der ske en mineralisering af de organisk bundne kvælstofforbindelser til en plantetilgængelig form som ammonium (NH4+) eller nitrat (NO3-).

Mineraliseringsprocessen er biologisk styret og kræver:

  • varme
  • ilt

Mangler én af disse tre faktorer forsinkes eller stoppes processen. Derfor er der særlig fokus på gødskning tidlig på sæsonen, når jorden er kold og processen forløber langsomt. Men betydningen af tørke bør ikke undervurderes, da mineraliseringsprocessen under tørre forhold går i stå.

Der er betydelige forskelle mellem grøntsagers kvælstofoptagelse: Det vil sige mængden af kvælstof i høstet produkt plus i afgrøderesten. Dette bør gødningsplanen tage hensyn til.

Ved vinterkål med et forventet udbytte på 60t/ha, er der et behov for ca. 250 kg N/ha. En udbytteforringende omstændighed i sidste del af væksttiden som f.eks. skadedyrsangreb, må ikke indregnes i behovsopgørelsen, da dette ikke reducerer behov for væksten.

Enkelte grøntsagskulturer kan producere mere end 100 tons biomasse pr. ha, som vil bindes og ved høst fjerne betydelige mængder næringsstoffer. For at undgå at der opstår næringsstofunderskud i jorden især på lette jorde, skal balancebetragtninger tages med i gødningsplanen. Det vil sige over en flerårig periode (f.eks. i hele sædskiftet) opgøres bortførsel af en række næringsstoffer i forhold til tilførslen.

Gennemsnitlig for grøntsager fjernes følgende mængde næringsstoffer pr. 10 tons høstudbytte:

  • 4,4 kg fosfor (P)
  • 23,2 kg kali (K)
  • 1,8 kg magnesium (Mg)

 

Eksempel: fjernelse af næringsstoffer ved høst:

1 hektar med hvidkål med et udbytte på 60 tons pr. hektar

Hvidkål (Udbytte 60 t/ha)

Kvælstof (N)

Fosfor (P)

Kalium (K)

Magnesium (Mg)

Høst

234 kg N

24 kg P

180 kg K

12 kg Mg

Afgrøderest (25-30 t/ha)

115 kg N

12 kg P

90 kg K

6 kg Mg

Gødningsplanlægning

Gødningsforsyning i et økologisk grøntsagssædskifte er under indflydelse af forskellig lovgivning og praktiske årsager. For eksempler gælder det, at der maksimalt må anvendes 170 kg totalkvælstof i organiske gødninger per hektar opgjort som gennemsnit på bedriftsniveau. Derfor er det muligt at anvende mere i nogle marker, mens man reducerer i andre. Desuden kan reglerne for de økologiske tilskud lægge en absolut grænse, for hvor meget gødning, der må anvendes.

Hvis man dyrker meget krævende afgrøder som f.eks. kål, bør sædskiftet planlægges, så der er plads til en høj gødningstildeling til kulturen. En helårsgrøngødning til slæt indgår i de mest robuste sædskifter. Desuden er det vigtigt, at man indregner forfrugtvirkningen så nøjagtigt som muligt – f.eks. forfrugtsværdien af en kløvergrøngødning.

Figur 6 Skematisk forløb for sædskifte. I starten øges N-niveau med kløver, hvorefter de følgende kulturer i en bestemt rækkefølge tømmer den N-pulje, der blev bygget op. På den tomme plads sættes ind mod rodukrudt efter høst. Kilde: Efter Richard de Visser

I et økologisk sædskifte, hvor gødningsinput er begrænset af forskellig lovgivning, bygges dyrkningssystemet således op, at sædskiftet boostes med en god forfrugt – som f.eks. kløver til grøngødning eller en ung kløvergræsmark, som danner basis for resten af sædskiftet, og hvor der tæres på den N-pulje der er oparbejdet i bælgplanterne.

Straks efter den gode forfrugt dyrkes en meget krævende afgrøde som f.eks. kål. Derefter kommer en mindre krævende afgrøde og en endnu mindre krævende afgrøde, hvor der i slutning af skiftet er et lille N-potentiale tilbage i forfrugten. Det er her man bekæmper rodukrudt i sædskiftet, hvor udvaskningspotentialet er mindst. Der dyrkes en afgrøde efter det, som det er muligt at etablere en grøngødning i igen, og så starter det forfra.

Undervejs i sædskiftet etableres efterafgrøder med bælgplanter, hvor det kan lade sig gøre.

De fleste grønne bladrige grøntsager har et stort N-behov - også når de næsten klar til høst. For gulerod og løg gælder derimod, at det er en fordel, at afgrøden har ”spist op”, dvs. at jorden er tømt for tilgængeligt kvælstof i slutning af vækstsæsonen. For disse kulturer gælder, at det giver en øget holdbarhed pga. reduktion af visse svampesygdomme og derved en bedre kvalitet.

Gødningsplanen opdeles typisk i en grundgødskning forud for etablering, én eller flere eftergødskninger senere i væksten, når tilvæksten er stor, samt evt. justeringer med kalium, svovl og magnesium, som der findes tilladte produkter af til økologisk produktion. F.eks. protamylasse, gips, kieserit.

Desuden tilføres planten i løbet af væksten de mikronæringsstoffer, der er behov for, hvor udbringningstidspunkt og mængde afhænger af næringsstof og afgrøden. Disse gødninger sprøjtes normalt ud. Udbringning af gødning med sprøjte kræver ingen sprøjtecertifikat og heller ikke en godkendt sprøjte.

Eksempel på den gødningsplan for sommerhvidkål, dyrket på JB6

Forfrugt: Havre med vellykket rødkløverudlæg. Det anslås, at der kan opnås 50 kg udnyttet kvælstof af forfrugten.

Grundgødskning: 30.april: 30 Tons svinegylle med 4,5 kg N, der svarer til ca. 90 kg udnyttet kvælstof

20.maj: plantning hvidkål

Eftergødskning: 20.juni: 500 kg Øgro 10-3-1, som er et kødbenmelsprodukt. Det svarer til 50 kg totalkvælstof og ca. 30 kg udnyttet kvælstof.

Alt i alt er der udbragt:

185 kg totalkvælstof pr. ha og 120 kg udnyttet kvælstof. Inklusive forfrugt får sommerhvidkålen 170 kg udnyttet kvælstof til rådighed.

Den totale udbragte mængde af organisk gødning overstiger de 170 kg pr. ha, og de 120 kg udnyttet kvælstof overstiger også maksimums tilførsel indenfor økologitilskudsregler (107 kg). Derfor skal avleren have nogle marker, hvor han ligger under de maksimumsgrænser, så han havner gennemsnitlig for hele bedriften under de maksimale grænser.

Vand og vandingsbehov

Grøntsager til erhvervsmæssig dyrkning har alle mere eller mindre behov for at kunne vandes for at sikre både tilfredsstillende udbytte og kvalitet.

Der er stor forskel i de enkelte kulturers vandingsbehov. Størst behov for vand har afgrøder som salat og blomsterkål, mens porrer og hvidkål har mindst behov for vanding.

Hvornår skal der vandes? Timingen af vandingen er vigtig. Der er forskel på, hvornår tørke mest påvirker udbyttet i de enkelte kulturer. Nedenstående figur 5 - baseret på norske forsøg – viser vandings betydning.

Vandingsunderskud i løg har altid stor betydning dog mest i første del af væksten. For rødbede og gulerod er det en fordel at tørste lidt i starten af væksten. Blomkål skal, når den sætter hoved, forsynes optimalt med vand for ikke at slå fejl.

Figur 5 Tørkefølsomhed i forskellige kulturer opdelt efter stadie i væksten. Hugh Riley, Kise Forsøgsgård, Norge

Jordtypens betydning for vandingsbehov: Jordtypen er meget afgørende for vandingsbehovet. Den vandholdende evne i jorden stiger med stigende bonitet og er lavest på grov sandede jorde og højest på ler- og humusrige jorde.

Konsekvent tilsætning af kompost og husdyrgødning har over en årrække en positiv og veldokumenteret effekt på jordens indhold af humus og dermed dens vandholdende evne.

Vandingsbehov for udsåede eller plantede afgrøder: Generelt er der størst vandingsbehov i plantede kulturer i forhold til udsåede afgrøder. Planter, der etableres fra frø, udvikler et dybere rodsystem (pælerødder) end udplantede afgrøder. Desuden har plantede kulturer som regel behov for vanding umiddelbart efter udplantning - typisk med 10-20 mm.

Vanding i forhold til afgrødekvalitet: Visse grøntsagskulturer har også behov for vanding i bestemte perioder for at undgå kvalitetsforringelser. For eksempel reducerer vanding risikoen for angreb af skurv i gulerødder og andre rodfrugter. Vanding kan også mindske overlevelsen af knoporme i gulerødder, rødbeder m.fl. Her gives typisk 20-25 mm vand ad gangen. Det får de små larver til at sygne hen.

I tørre perioder kan det også være nødvendigt at vande på bar jord i såede kulturer for at sikre en ensartet fremspiring. Det er bedst er at give 2 vandinger med 10-15 mm ad gangen med 5 dages mellemrum og så skånsomt som muligt med vandingskanon.

Vandkvalitet

Langt størsteparten af vandingsvandet i Danmark kommer fra grundvandsboringer og dermed er kvaliteten af vandingsvandet som oftest af god kvalitet uden forureninger. Der er krav om vandanalyser for mikrobiologi.

I visse egne af landet - f.eks. i Lammefjorden- vandes med vand fra afvandingskanaler. Det er op til kommunerne at fastsætte regler og tilsyn, så der kan være store lokale forskelle i muligheden for at bruge denne type vand til vanding. Der kan være krav om, at vanding kun må ske på rod- og knoldafgrøder og ikke på f.eks. salat, hvor bladene spises.

På øer og andre kystnære områder kan der være forbud mod at lave boringer til vandingsvand af frygt for indsivning af saltvand. I sådanne områder - f.eks. på Samsø - er der mulighed for at etablere regnvandsbassiner til opsamling af overflade- og regnvand. Det kræver tilladelse at bruge opsamlet vand til vanding af grøntsager. GlobalGap reglerne er også her relevante i forhold til risikovurdering.  

Vand med højt indhold af salt anses generelt som uegnet til vanding af grøntsager, men visse arter tåler en vis mængde klorid uden at tage skade. Det skal dog huskes, at mange af vores grøntsagskulturer stammer fra strandplanter, som også ses i tolerancen i tabellen nedenfor.

Vandingsvand med forskelligt klorindhold
(mg klor/L)

Anvendelse

300

Brugbart til alle formål, undtagen væksthuskulturer, hvis indholdet nærmer sig den øverste grænse

300-500

Brugbart til alle kulturer på friland, undtagen til meget følsomme havebrugskulturer i tørre somre

500-1000

Stor risiko for skader på en række havebrugskulturer på friland, især i tørre somre

1000-2000

Bør normalt ikke anvendes til vanding

Anbefalinger til vandingsvand med forskelligt kloridindhold. Ældre data efter Villy Jørgensen, Jyndevad Forsøgsstation.

Afgrøde

Saltindhold i jordvæsken

10%

25%

10%

25%

Udbyttereduktion (kg/ha)

Salat

430

610

660

1160

Jordbær

300

910

-

-

Løg

-

-

660

1480

Kartofler (tidlig)

610

1820

860

1680

Blomkål (tidlig)

890

1210

-

-

Blomkål (efterår)

2430

3640

1680

2520

Selleri

610

2430

-

-

Rødkål

 

2430

-

-

Gulerod

610

3030

420

880

Porre

670

3030

-

-

Spinat

2130

3640

2320

3140

Radise

2500

4860

-

-

Salttolerance af forskellige kulturer på friland. Det saltindhold i jordvæsken, som har resulteret i en udbyttereduktion (henholdsvis 10 og 25%). Ældre data efter Villy Jørgensen, Jyndevad Forsøgsstation.

Typer af vanding

Kanonvanding: I Danmark udføres traditionelt en meget stor andel af vanding med vandingskanon med udtræk. Denne type vanding har en stor kapacitet og er den i forvejen foretrukne i landbruget til vanding af kartofler, korn og græs.

Vanding med vandingskanon giver stor vandingskapacitet med mulighed for hurtig vanding af større arealer. Der er dog et vist spild i form af  afrending og fordampning ved metoden, og den giver heller ikke en særlig præcis tildeling. Vanding med kanon kan også forårsage skader på unge kulturer med svagt løv og være årsag til spredning af visse sygdomme via jord- og vandstænk – f.eks. Septoria i selleri, der spredes ved vandstænk.

Vandingsbom: Vandingsbomme anvendes kun i lille omfang i dansk grøntsagsproduktion, da det stiller krav om både plane arealer og er besværlig at flytte til fjernere liggende marker.

Sprinklervanding: Vanding med drypvanding og mikrosprinklere sker kun undtagelsesvis i dansk grøntsagsproduktion, da kapaciteten er begrænset i forhold til brug af vandingskanon. Drypvanding er den type vanding, der er mest effektiv i forhold til fordampning og afrending, men har indtil nu ikke vundet indpas i Danmark pga. store etableringsomkostninger, begrænsning i kapacitet og vanskeligheder ved at kombinere det med mekanisk ukrudtsbekæmpelse. I takt med stigende fokus på bæredygtig udnyttelse af vand, vil metoden kunne blive mere anvendt.

FOTO

Karakteristika for kanonvanding

  • Stor påvirkning af jordoverflade
  • Stor fordampning
  • Kræver højt tryk
  • Meget påvirket af vind
  • Vandet løber af
  • Vandet samles på jorddækket
  • Oversprøjtning
  • Øger risiko for smitte med jordbårne plantesygdomme

Karakteristika for vandingsbom

  • Vandbesparende – op til 20%
  • Reduceret fordampning
  • Påvirkning af vind reduceres
  • Mere skånsom overfor jordoverflade

Kræver marker med ensartet bredde

FOTO
FOTO

Karakteristika for sprinklervanding

  • Lille kasteafstand
  • Tågedannelse
  • Oversprøjtning
  • Vandet føres væk af vinden
  • Anlægget er følsomt for vind og påkørsel
  • Øger risiko for smitte med plantesygdomme
  • Reduceret fordampning

Karakteristika for drypvanding

  • Vandbesparende – op til 40%
  • Påvirkning af vind undgås
  • Oversprøjtning undgås
  • Formindsket risiko for plantesygdomme
  • Reduceret ukrudtsvækst
  • Udfordring ved ukrudtsbekæmpelse og trafik i marken
  • Dyr i etablering/vedligeholdelse
FOTO

Vurdering af vandingsbehov

Mulighed for vanding er en forudsætning for dyrkning af grøntsager. Mangel på vand i afgørende vækststadier medfører alvorlige kvalitetsmæssige tab og medfører i værste tilfælde kassation. Derfor bliver de fleste grøntsager vandet optimalt, og vandingskapaciteten hos de fleste grøntsagsproducenter er høj.

De fleste grøntsagsproducenter fører deres eget regnskab over vanding og fordampning ud fra skønnede værdier for fordampningen. Især kulturer med lille rodnet – såsom løg – vandes ofte. Også kulturer med relativ stor bladmasse og fordampning – såsom spinat eller salat – prioriteres højt med vanding.

Kulturer med dybe rødder – såsom gulerod, rødbede eller hvidkål – kan, når de er etableret og i god vækst, tåle kortere perioder med tørke. På figur 5 kan man se, hvornår udvalgte grøntsager kan tåle eller ligefrem have fordel af lav tilgængelighed af vand i jorden.

En anden faktor, der har indflydelse på vandingsbehovet er, hvor stor fordampningen er. Fordampningen afhænger bl.a. af luftfugtigheden, skydækket og vinden.

Vejr Fordampning
Bygevejr, høj luftfugtighed 1 mm pr døgn
Overskyet, høj luftfugtighed 2 mm pr døgn
Let skyet, ret tør luft, middeltemperatur

3 mm pr døgn

Skyfrit, tør luft, høj temperatur, blæst 4 mm pr døgn
Skyfrit, ekstremt tørt, høj temperatur, blæst 5 mm pr døgn

Fordampning pr. dag afhængig af vejr. På en blæsende dag med høj sol er der en betydelig fordampning.

Der er gennem tiden afprøvet flere metoder til at estimere jordens - eller rettere planternes – vandingsbehov. Ingen af systemerne, der er blevet afprøvet, er blevet vurderet til alene at kunne afgøre et vandingsbehov, og er derfor ikke særligt anvendte pt. i Danmark i frilandsgrøntsager.

Årsagen kan være:

  • at monitering af jordens vandindhold er meget lokalt, og ikke giver et bud på det aktuelle vandingsbehov i alle marker
  • at moniteringsudstyr er i vejen for færdsel i marken, og ofte bliver ødelagt ved påkørsel
  • at vurdering af vandingsbehov ifølge den afprøvede metode følger avlerens faglige iagttagelse af samme, og derfor ikke bidrager til en ny vurdering
  • at kapaciteten i vandingen på bedriften sætter begrænsning for vandingsprogrammet – og ikke det optimale valg af marker. Når det er tørt – så vandes på livet løs!

Derfor er avlerens erfaring til vurdering af vandingsbehov stadigvæk det bedste og mest anvendte bud.

Dyrkningssystemer og jordbearbejdning

De dyrkningssystemer, der traditionelt anvendes i grøntsagsproduktion er:

  1. Flad jord - dvs. uden forudgående opsætning af dyrkningsflade
  2. Beddyrkning – opsætning af dyrkningsflade ved fræsning og løftning af jorden, så traktorsporene ligger betydelig lavere end dyrkningsfladen
  3. Kamdyrkning – på bedre jordtyper og ved bestemte afgrøder. Opsætning og vedligeholdelse af kamme med kamformer.
  4. Mulching – dyrkning af plantede kulturer i et lag findelt plantemateriale. Der er udviklet få maskiner, der kan håndtere plantning

Flad jord

Fordele

Ulemper

Større frihed om rækkeafstand

Jorden varmer langsommere op

Der er ikke krav om fast bredde til maskine

Svært at lave jævn dyrkningsflade

Naturlig kapilarvirkning i jorden

Udbytter ser ud til at være lavere end for de andre systemer

Køresporene er ikke så dybe

 

Beddyrkning

Fordele

Ulemper

I sæsonen er kørespor altid samme sted

Arbejdsbredde er lagt fast for alle maskiner

Fast spor til maskinoperationer og færdsel

Udtørring af jorden

Jordmodstand lille, kørsel med lette køretøjer en option

Relativ mange meter pr.ha til lugning

Meget jævn dyrkningsflade

Kørespor dybere end ved flad beddyrkning

Gode forudsætning for plantning og såning

 

Kan gøre tung jord dyrkbar til grøntsager

 

FOTO

Beddyrkning af gulerod.

Kamdyrkning

Fordele

Ulemper

Hurtigere opvarmning af jorden

Intensiv jordbearbejdning

God beluftning af kammen og derved planterødder

Passer ikke til alle kulturer - bedst til rodfrugter

Høst også muligt under mindre god betingelser

Udtørring, vanding (næsten) nødvendigt

Meget ensartet dyrkningsflade

Kræver specialmaskiner

Færre meter at luge og bedre oversigt til det

Skal sættes op 14 dage før såning

Kan gøre tung jord dyrkbar til grøntsager

 

Toppen tørrer hurtig ud og mindsker derved risiko for svampeangreb

 

Rodfrugter bliver lange og lige

 

FOTO

Kamdyrkning af gulerod

Mulching

Dette er et nyt og eksperimenterende dyrkningssystem, der har vist interessante aspekter. Mulching medfører en lavere fordampning, og bruges bl.a. af avlere i lande syd for os, der ikke har mulighed for at vande. Der anvendes betydelige mængder biomasse til jorddække.

FOTO

Plantning af salat direkte i mulching-system.